Kirkens koncertprofil

Sct. Mariæ Kirke er et fantastisk rum at lave musik i. Som gammel klosterkirke er den først og fremmest velegnet til den enstemmige, gregorianske sang. Men det er selvfølgelig ikke al slags musik som klinger lige godt i rummet. Det tager vi også hensyn til med den koncertprofil vi har vedtaget for kirkens koncerter, som for det meste består af orgelkoncerter, kammermusik og kor/orkestermusik. Men af og til, når lejlighed byder sig, prøver vi også nogle nye ting af i kirkerummet.

 

Når man betragter kirkens koncertaktivitet over et år, vil man se, at Sct. Mariæ Kirke er en meget aktiv koncertkirke. Den årlige orgelfestival i juni, juli og august fylder meget i billedet. Ved orgelfestivalen gæster danske og udenlandske orgelsolister kirken og kirkens orgel har for længst fået en plads på det europæiske orgellandkort over historiske orgler. Læs om kirkens spændende orgelhistorie andetsteds her på hjemmesiden.

Menighedsrådet prioriterer, at også det lokale musikliv får lov til at komme til orde. Fx er det en god tradition at en række af byens lokale kor har en julekoncert i Sct. Mariæ Kirke, ligesom byens musikskole ved flere lejligheder har holdt flotte koncerter i kirken.

Der er gratis adgang til de fleste af kirkens koncerter. Det skal være muligt for alle at kunne gå til koncert i kirken, uden at det altid skal koste noget. Men når der er større koncerter med solister, kor og orkester på programmet, er det nødvendigt at tage entré, for at få et ofte meget stort budget til at hænge sammen.